Sødygtighed er en båds eller et skibs evne til at klare påvirkningerne ved høj søgang. Det vil sige de tidspunkter, for eksempel ved storm, hvor der er meget store bølger og høje vindhastigheder skal fartøjet være stærkt nok til ikke at blive slået læk og have stabilitet, så det ikke kæntrer.
Sødygtighed afhænger blandt andet af skrogform og vægtfordeling om bord. Skrogets fribord og form over vandlinjen skal medvirke til, at der er tilstrækkelig opdrift, og at store vandmængder ikke skyller ind over dækket.